Jeg er 19 år gammel, og bruger mine daglige timer i 3.G på Egå Gymnasium. Når jeg har fri, arbejder jeg som afrydder på Slap Af bar. Godt nok er det sjovt at gå i skole og arbejde, men det er dog ikke det jeg lever for. Jeg har altid været bidt af ekstremsport, og har altid gået forrest når grænser skulle brydes. I 2003 startede jeg på vandski, som siden har været en fast del af mit liv. Jeg har i dag vundet 19 danske mesterskaber, et nordisk mesterskab og været på senior landsholdet siden 2007. Friheden på vandet er hel unik, og når man rammer et hop med 100km/t eller tager en perfekt bøje i slalombanen, er følelsen ubeskrivelig. Om sommeren går det meste af min tid med vandskitræning, og når dagens træning er færdig, hygger jeg med vennerne og springer i faldskærm.
Om vinteren når det ikke længere er muligt at træne på vandet, skifter jeg vandskiene ud med twintips. Det meste af vinteren bruges derfor på balance og styrketræning, og hæsblæsende skiture med min lillebror. For når adrenalinen ikke kan findes på vandet eller i luften, så finder jeg den på de store kickers i parken. For lige så skræmmende det er prøve på et nyt trick, lige så fed en følelse er det at lande tricket.
Så vi ses på vand, land eller i luften, og husk på:
Man kan, hvad man vil!